Endelig hadde privatdetektiven William Whistler
fått anledning til med eftertanke å nyte de første
drag av pipen.
— Hvorfor jeg ikke har mitt metier på døren, gjentok han, det skal jeg si Dem. Jeg er amatør. Jeg ønsker ikke noget renn her av likegyldige mennesker med likegyldige opgaver. Men da De kom var det noget som sa mig, at De kunde stille mig overfor et problem som vilde interessere mig.
Politimannen stirret på ham. Var det mulig? Den fullstendige detektivnovelle. Akkurat slike ord som begeistret ham i hans ungdom. Og akkurat så kantet formet som i en dårlig oversettelse. Det var underbart.
— Altså hvad ønsker De? spurte privatdetektiven påny.
Detektiven svarte:
— Jeg er kommet for å få oplysninger om et par bestemte personer, en dame og en herre.
— Det er mulig jeg ikke kan gi Dem disse oplysninger, svarte privatdetektiven.
— Tvertimot, det mener jeg De kan, sa detektiven.
— Hvad begrunner De denne mening på?
— Fordi det gjelder personer som nettop har avlagt Dem et besøk.
— Hvem?
— Advokat Udvej og hans forhenværende kone. Viviana.
— Privatdetektiven tok nogen lange drag av shagpipen. Så sa han:
