— Ah! En stor lettelse aandet frem av dette utrop.
Aagerkarlen strakte haanden mot Krag:
— Saa sier jeg gjerne godaften.
— Men Krag bare rystet paa hodet.
— Nei, sa han, hvad indbilder De Dem?
— Den anden rykket haanden til sig. Hans øine formelig utstraalet haan og foragt.
— Aa, sa han, er De en av Dem! Jeg kjender slike vigtige unge fyrer med denslags æresbegreper. Det er ikke første gang, en og anden har negtet at ta mig i haanden. Men den samme haand har. ..
Manden fuldførte ikke sætningen, men han knuget sin haand sammen, som naar man presser en Citron mellem fingrene. Lille Gibson gyste, Maxim saa det og smilte — paa den maate, at han viste tænder.
— Lad os ikke tale mere derom, sa Krag, idet han pekte paa en av lænestolene, sæt Dem ned.
— Og hvis jeg nu negter at underhandle, saalænge De er tilstede? Jeg kan nemlig ikke like Dem, forstaar De. Jeg kan ikke like Deres stemme.
Stemmen, tænkte Krag, stemmen forekommer ham altsaa kjendt. Men han konstaterte til sin tilfredshet, at hans forklædning eller skjulte ham godt.
— Hvis jeg nu gaar min vei? spurte aagerkarlen, hvad saa?
— Ja hvad saa. De kommer nok igjen. Ialfald tror jeg ikke, De gaar, forinden De har pengene. De maa optræde som forretningsmand.
Aagerkarlen saa paa ham et øieblik og satte sig saa pludselig ned i lænestolen. Hans ansigt skiftet paany uttryk. Han blev igjen elskværdig.
— Vel, jeg tilgir, sa han.
