Krag bukket forbindtlig og tok plads likeoverfor ham.
Lille Gibson blev staaende ved skrivebordet.
— Hvormeget skylder Gibson Dem? spurte Krag.
— Sytti tusen.
— Men derav har han bare faat de femogtyve tusen. Resten er renter.
— Det benegter jeg.
— Men Gibson paastaar det. Og jeg tror Gibson.
— Det er rigtig, sa Gibson. De har rigtignok trukket mig lovlig stert op, Maxim. Men jeg skal nok betale Dem alle de sytti tusen, naar jeg bare faar tid paa mig. De vet godt, at De faar Deres penger. De maa gi mig henstand.
— Igjen henstand, nei!
— De har jo tjent godt paa mig.
— Her er foreløbig ikke tale om mere end de femogtyve tusen. De er forfaldne, og de skal jeg ha.
— Ja, sa Krag, jeg synes ogsaa, Gibson, at du skulde betale manden de 25,000, som du skylder ham.
— Det vil jeg ogsaa. Men nu . . . . nu iaften kan jeg ikke.
Krag overhørte Gibsons bemerkning og henvendte sig utelukkende til aagerkarlen.
— Naar nu de 25.000 utbetales, sa han, saa gir De altsaa Gibson tilbake alle gjældsbeviserne.
Aagerkarlen sperret øinene op.
— Alle gjældsbeviserne for 25,000! Jeg har gjældsbeviser for sytti tusen i lommen. De 2 5,000 utløser bare et eneste papir.
— Men Gibson har overhodet ikke faat flere penger av Dem.
— Røverhistorier, vrisset Maxim utaalmodig.
— Og De faar ikke flere penger end de 25,000 fortsatte Krag uforstyrret, vær nu fornuftig. Det er et tilbud.
