fyren Pludselig rasende op, idet han vendte sig mot den stakkels Gibson, som henne ved skrivebordet fingret nervøst med sin papirkniv.
— Hørte De ikke, at jeg sa godaften? spurte Krag?
— Jeg er ikke kommet for at træffe Dem, snerret Maxim.
— Kjender De mig?
— Nei. Og jeg bryr mig heller ikke om det.
— Naar De ikke kjender mig, skulde De ikke være uhøflig. Slik optrær virkelige forretningsmænd aldrig.
Denne lille hentydning til forretninger bløtgjorde tydeligvis aagerkarlen en smule.
— Hvem er De da? spurte han.
— Jeg er Gibsons bedste ven. For tiden hans bedste ven.
— Naar De er hans gode ven, saa skulde De ha saapas finfølelse, at De gik Deres vei.
— Ingenlunde. Jeg er netop kommet for at delta i denne konferanse.
— Ah saaledes. Konferansen indskrænker sig til, at jeg præsenterer hr. Gibson en fordring.
— Hvor stor?
— Fem og tyve tusen.
— Er det det hele?
— Det er det hele.
— Kjære Gibson, spurte Krag, har du de 25 tusen?
Gibson slap papirkniven i gulvet.
— Nei.. . stammet han, nei . . . det vil si —.
— Har du dem?
— Nei, svarte Gibson fast, jeg har dem ikke.
Asbjørn Krag saa smilende paa aagerkarlen.
— Der kan de selv se, sa han, at min ven trænger assistanse.
