Det var ikke mulig for Asbjørn Krag at følge samtalen,
men enkelte ytringer opfanget han dog.
Lille Gibson bebreidet den anden, at han fulgte efter ham; hvad Maxim svarte paa det, kunde ikke Krag høre, men av den unge mands svar forstod han, hvad der var blit sagt. — Lille Gibson sa:
— Jeg har ikke kunnet. Jeg har absolut ikke kunnet.
Så talte de end mere dæmpet sammen, og Krag opfattet bare sætningen: »Drive mig til det yderste«. Ytringen kom fra grosserersønnen. Litt efter lo Maxim, en haard og hjerteløs latter, og saa skiltes de, idet lille Gibson sa:
— Godt, om halvanden time. Det er en avtale.
— Præcis! ropte Maxim efter ham.
— Præcis! svarte Gibson og gik. Kontoristen fulgte ham som en tro hund, han hadde sikkerlig ikke opfattet stort av det hele.
Opdageren saa pludselig paa Asbjørn Krag.
— Færdig? spurte han.
Krag nikket.
— Ja, her har vi ikke mere at gjøre.
Men de blev allikevel sittende, indtil Nicolay Bewer og hans ledsager hadde faat tøiet paa. Maxim sørget for at fjerne sig i skyggen, altimens han kastet granskende blikke over til logen paa den anden side, hvor godseier Stokke sat. Han var fremdeles meget bange for at skulle bli iagttat av denne.
Saasnart Maxim var gaat, reiste ogsaa Asbjørn Krag sig.
Da de kom utenfor paa gaten saa de, at en automobil ventet. Krag kastet et blik ind gjennem vinduet i bilen. Derinde sat Gibson, blek og nervøs, alt i et banket han sig med sin stok under haken; han følte sig synlig ilde berørt av Asbjørn Krags øiekast.
