Gibson skulde avgjøre regningen, stak han i hemmelighet nogen penger til sin ven og bad denne betale. Saaledes saa det ut, som om det var kontoristen, som spenderte paa levemanden. Og kontoristen fandt sig i dette. Kanske var han ansat som hans »ven« paa de betingelser.
Saa vendte lille Gibson sig for at gaa. Han var i det øieblik oprømt, rødmende, glad, men hans ansigt skiftet hurtig og forfærdelig uttryk.
Det var, da han fik øie paa Nicolay Bewer.
Han blev dødblek med et og grep krampagtig omkring stolarmen, likesom han var bange for at falde omkuld.
XII.
Champagne først . . .
Den unge mand blev derefter staaende og stirre paa Bewer, stum av forfærdelse. Hans pludselige bleghet var saa forfærdelig, at selv Krag studset. Nu visste han, at der var alvorlige ting paafærde.
Og nu saa han igjen, at Maxim smilte, — et av disse smil, som synes at røbe baade triumferende ondskap og skadefryd. Krags kollega saa ned paa scenen, som om hele optrinnet ikke vedkom ham, Krag bladet i programmet. Tilsyneladende hadde altsaa ikke de to mænds møte vakt den ringeste opmerksomhet. Lille Gibson gik ind i mørket, ved garderoben, hvor hans blekhet ikke kunde ses. Maxim fulgte efter ham. Krag anstrengte sig til det yderste for at lukke sine øren for alle lyde utenfor, saa han kunde opfange, hvad de to talte om. De talte dæmpet, men samtidig ophidset, sammen, det vil si, Maxims stemme var mere rolig end den unge mands, som syntes hæs og skjælvende.
