Alle disse iagttagelser gjorde Asbjørn Krag, og de
forundret ham endel; men han skulde ha git meget for at vite,
hvorfor ikke Maxim ønsket at bli set av godseieren paa dette
sted. Det var dog ingen dødssynd selv for en adstadig
forretningsmand engang at sitte i en varieteloge.
Men nu fik Krag andre ting at tænke paa, for nu bruste pludselig bifaldet op paa scenen, Fiorella viste sig i det sedvanlige fesyn, i en bølge av hvitt elektrisk lys, der fik hendes gevandt til at flamme som silke omkring hendes vuggende krop. Asbjørn Krag bøide sig fremover. Det var en mørk skjønhet, høi, slank, hendes hals og bare armer syntes uendelig hvite i det drivende lys. Detektiven saa, at hendes blik gled søkende langs logerækken og tilslut stanset ved den loge, hvor han sat, saa fløi et gjenkjendende smil over det smukke ansigt. Og i det samme dalte en blomsterbuket fra logen ned paa scenen. Det var lille Gibson, som kastet den, men han klappet ikke, han vilde tydeligvis ikke stikke sig frem, han sat bare hele tiden og slukte hende med øinene og var taus. Krag hadde lagt merke til, at der fulgte noget hvitt med buketten, det var en billet, som var bundet til den. Saa vekslet lyset, farverne begyndte at spille og den skjønne danset gjennem alle regnbuens farver, mens bifaldet steg, tilslut kom selve flammedansen, gevandtet slikket i broncerøde tunger omkring paa scenen. Og saa var det hele forbi. Det hadde slet ikke været noget merkelig ved dansen, den laa snarere under end over det sedvanlige i den genre. Men danserindens merkelige, fremmedartede skjønhet hadde fuldstændig henrevet publikum.
Da dette nummer var forbi, brøt mange op; især fra logerne. Der var nu bare nogen almindelige akrobater tilbake av programmet og det kunde ikke paaregne synderlig interesse. Krag fæstet sig ved en besynderlig omstændighet. Da lille
