Litt efter kom et brus av skjørter ut gjennem porten.
Bildøren blev slaat op, og en glad latter lød. Det var
Fiorella, som kom.
Krag hørte, at chaufføren fik besked om at kjøre til Continental. Nu var klokken halv tolv, vel det. Altsaa klokken et skulde de to mænd møtes. Det stemte med lukningstiden i Teaterkafeens anden etage. Først en glad soupé og derefter en alvorlig forhandling: saadan var der mening i tilværelsen.
Asbjørn Krag tok sin kollega under armen og spaserte med ham henover den mørke, folkeopfyldte gate.
— Jeg beklager atter, sa han, at det ikke blev os, som kom til at soupere med den skjønne. Men maaske vi træffer hende en aften senere. Jeg tror ikke, stykket er færdig med denne akt.
— Hvor gaar vi hen? spurte opdageren.
— Begripeligvis til Teaterkafeen, svarte Krag. De er vel sulten?
— Ikke saa sulten, som jeg er nysgjerrig, sa opdageren. Jeg maa tilstaa, at jeg skjønner ikke meget av dette.
Krag gik taus ved hans side en stund. Saa sa han pludselig:
— Jeg føler mig ikke vel tilmode. Jeg gaar her med en viss uhyggefornemmelse.
— Over hvad? spurte detektiven forundret, jeg synes dog virkelig, at alt ser temmelig lystig ut. En smuk dame, champagne, lystighet . . . .
— Ja, ikke sandt, sa Krag, fremdeles meget alvorlig, saadan er det i alle tragedier.
De fik et bord i Teaterkafeen like ved indgangen til separatværelserne. Krag saa ikke noget til Lille Gibson og hans vakre ledsagerske, men det hadde han heller ikke ventet. De sat naturligvis i kabinetterne.
