— Jeg tror en fem-seks.
— Og saa?
— Disse brever er sendt til en ung cirkusartist.
— Ja, min frue har jo været kunstnerinde.
— Men brevene er skrevet fornylig, efterat hun har indgaat egteskap med Dem.
Krag sat taus en stund. Saa spurte han:
— Hvor vil De hen med disse brever? Tror De, at De kan faa dem offentliggjort?
— Nei. Men brevene er av vedkommende artist deponert hos mig som sikkerhet for laan.
— Ah, det var en fin elsker. Det tror jeg ikke noget paa.
— Jeg indrømmer, sa den anden, litt forvirret over den maate, hvorpaa »generalkonsulen« tok saken, jeg indrømmer, at Deres optræden forbløffer mig. Det er Dem altsaa ganske likegyldig, hvad Deres kone foretar sig?
Krag reiste sig.
— Nu har jeg ikke tid til mere, sa han.
— De tror mig altsaa ikke.
— Nei, kjære Dem, dette forsøk var da virkeligt plumpt, altfor eventyrlig og plumt. De maa gjøre det finere en anden gang. Jeg maa si Dem, at dette har været mig en skuffelse. Jeg haapet, at jeg endelig skulde træffe en storstilet, lyssky eksistens, og saa træffer jeg et halvgalt, fjollet fæ. Farvel min herre.
Bewer reiste sig ogsaa og nærmet sig Krag. Nu fløi det gamle sleske smil igjen over hans ansigt.
— Vogt Dem, sa han, De tror paa Deres hustru, det er tydelig, De elsker hende endnu. Men De kjender formodentlig hendes haandskrift. Jeg skal vise Dem brevene.
Krag stanset.
