— Det menneske, som kan skandalisere mit navn, er
endnu ikke født, sa han.
Den anden lo:
— Forhaabentlig er De klar over forskjellen mellem Dem selv og Deres navn, hr. generalkonsul.
— Forklar Dem nærmere, sa »generalkonsulen«.
— Vel, saa skal jeg si dem det meget tydelig. De sitter i dette øieblik likeoverfor den mand, som i bund og grund kan skandalisere Deres navn.
Krag pekte paa ham.
— De? spurte han, forstaar jeg Dem ret?
— Ja, jeg uttaler mig med al ønskelig tydelighet.
— De kan skandalisere mig. Og saa vil De ha femten tusen for at la være?
— Tyve tusen, rettet den anden, det er den sum, som vi sidst blev enige om.
— Men saa er De jo en ret og slet pengeavpresser.
— Ja, det er jeg, svarte hr. Bewer og blev med engang alvorlig, det er det, jeg lever av, tilla han.
— Det var virkelig meget interessant, sa Krag, fremdeles meget likegyldig, jeg har ikke trodd paa eksistensen av saadanne lysskye væsener, iallefald ikke her i vor fredelige by. Det kan være ganske morsomt at tale med en saadan fyr.
Han saa paa sit ur.
— Jeg tror, at jeg vil ofre fem minutter paa Dem. Hvordan har De saa tænkt at skandalisere mig.
— Det er en meget alvorlig sak, min herre, svarte slyngelen, og De burde ikke ta det saa let. De har en ung, smuk frue.
— Naa saaledes.
— Denne Deres frue har skrevet visse brever.
— Hvor mange? spurte Krag.