Drammensveien, i nr. 115 b. Det er lang vei, saa er det bedst, at jeg i tide sikrer mig en rask automobil.
Asbjørn Krag gav en ordre i telefonen. Saa vendte han sig igjen mod den unge dame, som spændt fulgte enhver av hans bevægelser.
— Hvormange penger dreier det sig om? spurte han.
— Femten tusen, svarte hun, han har forlangt femten tusen og jeg har tilbudt ham fem, men det vil han ikke ha. Jeg hadde sidste frist til at skaffe ham pengene klokken 2 idag, og jeg gjorde fortvilede forsøk paa det, men det var mig umulig. Saa gav han mig frist til klokken fem; men ikke et minut længere. Han skulde ringe mig op fem minutter før fem, og hvis jeg da ikke hadde pengene, saa var alt forbi.
— Og De anser det for ganske haabløst at tale med Deres mand.
— Umulig, fuldkommen umulig.
Asbjørn sat en stund og tænkte sig om.
— Er det brever? spurte han.
— Ja, svarte hun, det er brever.
— Hvormange?
— Syv.
— Men, kjære frue, De er jo nygift. Og naar er disse brever skrevet?
— For et halvt aar siden.
— Til hvem?
— Jeg kan vel stole paa Dem?
— Det har jeg jo sagt Dem. Men forøvrig behøver De ikke at oplyse mig om, hvem brevene er skrevet til. Det er nok for mig at vite, at det er kjærlighetsbrever, for det er det jo, ikke sandt?
Hun saa ned.
