Han tok sit ur frem. For at faa hende paa glid, vilde
han gjøre det hele saa forretningsmæssig som mulig.
— Hvis De nu i løpet av nogen faa minutter kunde gi mig de nødvendigste oplysninger, saa vilde jeg ha mere tid paa mig.
— Tror De da, at De kan hjælpe mig?
— Det tror jeg ganske sikkert.
— Men De maa ikke gaa til politiet, hører De, ikke under nogen omstændighet.
— Det lover jeg Dem.
– Heller ikke min mand —
— Selvfølgelig. Det siger sig selv. Det er jo netop, hvad vi skal forhindre.
— Hvordan kan De vite det?
— Kjære frue, svarte han, det er ikke første gang, der kommer en fortvilet, sortklædt dame op til mig i det erende.
— Og hvordan er det gaat de andre ganger?
— Godt, svarte Krag, saa godt, som saadanne ting kan gaa. Men vi sløser med tiden, frue, husk paa inden klokken fem —
Hun fik igjen et anfald av fortvilelse og gyste.
— Ja, mumlet hun, du store Gud —
— Hvad heter han? spurte Krag.
— Jeg vet ikke noget andet navn paa ham end Maxim.
— Jeg tror, jeg har set ham, bemerket Krag, han taler udmerket norsk; men han er tydeligvis utlænding. Høi, mørk, brunt silkeglinsende skjeg. Stemmer det?
— Det stemmer, svarte hun, men saa har de jo truffet ham.
— Jeg har set ham, svarte Krag, vet De, hvor han bor?
— Nei.
— Jeg antager med sikkerhet, at han bor paa