Krag tiltaler indbrudstyven baa engelsk, det sprog, som
han kan bedst.
— Stans, siger han, jeg vil gjerne tale med Dem.
Men indbrudstyven later som om han ingenting forstaar og sniker sig stadig længere tilbake. Saa tiltaler Krag ham paa fransk.
— De maa staa stille. Jeg har noget at tale med Dem om.
Den sorte ikke engang ryster paa hodet, og i hans vildt stirrende øine er der intet som tyder paa, at han har forstaat Krags ord. Saa trækker Krag sin revolver op av lommen.
— Dette er alvor, siger han, Deres liv er i fare, De maa staa stille. Men indbrudstyven gaar videre.
— Ikke et skridt til, befaler Krag og sigter med revolveren. Indbrudstyven er nu kommet i nærheten av den elektriske lampe, som oplyser værelset. Og pludselig hæver han haanden og knuser lampen med et voldsomt slag. Alt blir mørkt, men gjennem larmen av det splintrede glas hører man nu ogsaa kemikerens stemme:
— Skal jeg stanse ham? Han kommer denne vei.
— Stans ham! roper Krag.
Umiddelbart efter hører han et tungt fald mot gulvet og en norsk ed. Saa lyder der igjen knusning av glas. Det er det inderste vindu mot gaarden, som splintres. Krag trænger sig frem i mørket. Han hører, at nogen tumler omkring mellem kolber og apparater. Det er kemikeren, som er blit slaat tilside av den fremtrængende indbrudstyv.
— Er De saaret? lyder Krags stemme i mørket.
— Nei.
