har ikke længer nogen bekymring for, at nogen skal høre ham, han vælter stoler, skubber til møblerne, tømmer alle skufferne, alt mens han i den dypeste fortvilelse roper: Ingenting, ingenting.
Pludselig er det likesom han kommer til sig selv igjen og han blir rolig. Han har opdaget døren, som fører ind til de to laboratorieværelser, og muligens tænker han, at han derinde endelig kan finde, hvad han søker. Han holder sin lykte med den ene haand og skyver døren op med den anden. I det samme øieblik er Asbjørn Krag gledet tilside, lysbundten træffer ham ikke, og indbrudstyven gaar forbi ham uten at ane, at et menneske er ham saa nær. Det forunderlige utstyr i dette værelse og de mange merkelige apparater forvirrer ham straks; han blir staaende en stund uviss.
Dette øieblik benytter Asbjørn Krag sig av. Han staar like ved døren. Han famler efter den elektriske knap, og negeren vender sig mot ham, og netop som han skal springe derhen for at se, hvad som er paafærde, skruer Krag lyset paa.
Asbjørn Krag ser nu, at negeren har maske for ansigtet, forklædningen er yderst plump, han kan tydelig se malingen over læberne; men indenfor masken lyser etpar vilde og forunderlige øine. De stirrer ret frem for sig; det er likesom de aldrig slukkes.
Krag gaar et skridt hen imot ham og rækker haanden frem; men den sorte fjerner sig, tøvende, likesom et bange barn. Han fjerner sig mot den aapenstaaende dør, som fører ind til det andet laboratorium, hvor kemikeren selv venter. Men kemikeren holder sig i ro; den sorte aner ikke hans tilstedeværelse.