— Hvor er den sorte?
— Vinduet, vinduet! roper kemikeren.
Krag styrtet hen mot den graa lysning. Hans haand famler i glassplinterne op i noget fugtig, som han forstaar er blod. Saa hører han lyden av løpende skridt nede paa gaardspladsen.
— Find lampen, befalte han, tænd lyset.
Kemikeren karrer sig frem til den elektriske knap og tænder lyset.
Man kan nu se, hvad der er skedd. Blodspor fører hen til vinduet, som er slaat istykker, fuldstændig splintret.
Krag ser ut. Der er ingen nede paa gaardspladsen.
— Undsluppet, siger han.
Kemikeren gisper frem en mængde skjældsord.
— Naar De næste gang, roper han, agter at invitere denslags folk, saa bør de sørge for at møte op med mandsterkt politi. Eller ogsaa henlægge komedien til et andet sted. Mit kostbare laboratorium kan ikke tjene til flere av denslags eventyr. Det var jo et fuldkomment vilddyr.
Krag stod rolig midt mellem alle de knuste apparater.
— De har ret, sa han jeg frygter for, at han er blit gal. Og dog vilde jeg ham intet ondt. Jeg vilde bare tale med ham.
— Ja, se nu til, at De kan finde ham igjen, sa kemikeren ærgerlig.
— Ja, svarte Krag, nu gaar jeg for at finde ham; jeg maa ha hvisket et litet ord i hans øre.
