— Hvad behager? ikke nødvendig?
— Nei, De kan ogsaa godt være tilstede.
Politikemikeren, som efter samtidens mening hadde sans for humor, lo, han gik hen og aapnet døren ind til de andre værelser i laboratoriet. Man kunde se indover i en fantastisk og mørk verden, hvori de store beholdere og de kemiske apparater stod utydelige og graa i det skimlede lys fra den enslige kontorlampe.
— De er kanske mørkeræd, sa politikemikeren og lo igjen, og saa vil De, at jeg skal holde Dem med selskap.
— Ja, la os si det, svarte Krag, har De gode cigarer?
— Nei, men jeg kan lave nogen gode cigaretter. En kemiker kan alt.
— Godt. Har De kaffe?
— Nei, men jeg kan fabrikere en brilliant kop the. Der findes ikke grænse for, hvilke nødvendighetsartikler jeg kan forfalske.
— Vel, nu er klokken halv 9, og de behøver ikke mere end en time til Deres aftensmat. De kan jo for en gangs skyld spise paa en kafé, paa Boulevard for eksempel. Saa skal jeg sitte her og vente paa Dem. Senere end et kvarter før ti maa De ikke komme.
— Hvorfor ikke senere? spurte kemikeren, idet han tok tøiet paa sig.
— Nei, forat noget skal hænde klokken ti.
— Naa, saaledes. Vil De saa forklare mig, spurte kemikeren videre, hvorfor De ikke straks er kommet herop, men istedet har gaat frem og tilbake utenfor.
— Jeg har ikke gaat frem og tilbake, svarte Krag. Jeg har sittet paa den lille kafeen derover.
— Naa, saa har De altsaa iagttat nogen.
— Ja.
