— Hvem?
— En indbrudstyv, svarte Krag, et menneske, som temmelig nøie studerte lokaliteterne. Efterat den notisen om papirerne stod i dagens blade, vare jeg fuldt paa det rene i med, at der vilde bli forsøkt indbrud i laboratoriet. Og jeg kan forsikre Dem om, at vi dennegang har en fomuftig indbrudstyv for os. Han har nøie studert terrænget. Og en fomuftig indbrudstyv er bestandig en farlig mand. Man skal aldrig utsætte sig for unødig fare. Derfor er det, at jeg har git Dem tillatelse til at være tilstede iaften.
— Tillatelse til at være tilstede i mit eget laboratorium, kjære Krag: — hvis jeg ikke kjendte Deres tone saa godt, saa vilde jeg anse Dem for uforskammet.
— Farvel, sa Krag, tænk saa paa teen og paa cigaretterne.
— De kan være fuldkommen tryg, svarte politikemikeren — det var like før han gik —, intet kan være saa egte og velsmakende som de nydelsesmidler, der fremstilles kunstig av en stor kemiker.
Da Krag var blit alene, tændte han sin lommelykte og gik paa opdagelsesreise i de forunderlige værelser. Han visste, at det kunde være farlig at færdes her. Han hadde hørt om en mand, som en morgen var letsindig nok til at helde vand i en tilsynelatende tom bolle, og som nær hadde sprængt det hele hus i luften. Men han var selv noget av en kemiker, og vandret derfor trygt omkring mellem de mange kolber.
Man skulde tro, at det var de forskjellige apparater, som interesserte ham, men saa var slet ikke tilfældet. Derimot syntes han at nære en vældig interesse for vinduerne og dørene, som han undersøkte temmelig nøiagtig. Laboratoriet laa i tredje etage, det hadde fire vinduer ut til gaten
