— Nei, svarte Krag, det er ikke os han er bange for,
det er for en anden. Han er bange for negeren med de
hvite hænder. Hans liv svæver i en traad.
— Men saa maa vi jo beskytte ham, sa Ryberg.
— Hvorfor? spurte Krag.
— Om ikke for andet, svarte Ryberg, saa fordi han er et vigtig vidne i saken.
— Nuvel, svarte Krag, saa overlater jeg til Dem at beskytte ham.
XXXVI
Natten i laboratoriet.
Klokken var otte om aftenen den næste dag: politikemikeren skulde netop til at lukke sine kontorer, da en mand steg ind til ham. Det var Asbjørn Krag.
— Naa, endelig, sa den berømte kemiker, idet han bød detektiven en stol; jeg hadde ikke ventet, at De skulde komme. Bestemmelsen var jo egentlig klokken 7, ikke sandt?
— Det er rigtig, sa Krag.
— Og hvis jeg nu ikke hadde ventet i den timen, men var gaat, hvad saa?
— Det hadde ikke gjort det ringeste, sa Krag, saa var
De ikke kommet længer end ned paa gaten. Jeg har været her utenfor siden klokken 7.
— Det var som pokker. Og De har rolig latt mig sitte her og vente.
— Ja, svarte Krag. De kan endda være taknemlig for jeg gir Dem tid til at spise aftensmat. Jeg sa igaar, at jeg helst vilde være alene i laboratoriet inat; men det er ikke nødvendig.