hvor han hadde avtalt at spise til aftens med sin ven Stokke. Vennen var i straalende humør over at være blit halvandet hundrede tusen kroner rikere, han bød paa champagne. Men Krag var i daarlig humør hele tiden, ordknap og ubehagelig. Hans hjerne kredset stadig om dette ene, og han kunde ikke taale den tanke, at han hadde tat feil. Han gik tidlig hjem. Nu vilde han avvente, hvad der vilde ske natten efter paa politikemikerens laboratorium, for hvis ogsaa denne plan slog feil, saa vilde han staa paa fuldstændig bar bund. Allerede klokken 12 laa han i seng, men da han slet ikke kunde faa sove, grep han ned i avisbunken og begyndte at læse om mordet. Han hadde slet ikke læst noget om det endnu. Ved at læse avisernes beretning forekom forbrydelsen ham helt fremmed; han maatte smile. Hvor han dog hadde uttænkt det hele ganske anderledes.
Klokken blev over et, og pludselig gik telefonklokkens kimen som en kold splint gjennem hans hode. Krag hadde telefonen like ved sengen, men nummeret var kjendt kun av opdagelsespolitiet, saa Krag forstod, at naar det ringte paa denne tid av natten, saa maatte noget være hændt.
Krag grep hørerøret og gav sig tilkjende. Det var Ryberg, han kjendte straks stemmen.
— Hvor er De henne? spurte han.
— Paa opdagelseskontoret, svarte Ryberg, der er hændt noget merkelig, en mand er slaat overende og plyndret.
— Kalder De det merkelig. Er det generalkonsulen? spurte Krag, grepet av en tanke.
— Nei, svarte Ryberg, det er forvalter Boberg.
— Er han dræpt?
— Nei, men han har en stund været bevisstløs, men nu er han kommet til sig selv igjen og har kunnet avgi en forklaring, men den lyder høist utrolig.
