paa signalet til at strømme ind i manegen. Flere av disse unge piker var vakre, men de hadde allesammen noget kuldskjært og frysende over sig, de var ikke vant til vort haarde klima, og ovenpaa deres tynde kostumer hadde de kastet kaaper eller frakker eller andre varme plag, som de tilfældigvis hadde faat fat i. Pludselig gik der en iling gjennem politimanden: Støttende sig mot et gymnastikapparat stod en ung liten balletdame, som næsten forsvandt i en graagrøn ulster. Den var saa lang, at den slæpte henad jorden.
— Se paa den lille der, sa Krag, hun er meget pen.
— Det er en liten kjøbenhavnerpike, svarte direktøren, hun danser ganske bra ogsaa.
— Men hvad er det for et plag, hun har paa sig, hun forsvinder jo ganske i det.
— Hun fryser, stakkars liten, sa direktøren, men det er jo heller ikke hendes. Han saa nærmere til og fortsatte: Hvad pokker, det er jo Zenitas.
— Skoleryttersken? Jeg trodde, det var en mandfolkulster.
— Slike ulstre, svarte direktøren, brukes inden artistverdenen av baade damer og herrer. De er meget varme, og de er jo litt kuldskjære av sig de smaa.
Krag saa nærmere paa ulsteren. Han tænkte sig om. En graagrøn ulster. Det kunde passe efter længden ogsaa. Og det var skolerytterskens. Generalkonsulens veninde . . . . En graagrøn ulster — Nei, det maatte være et tilfælde . . . Men tanken kom igjen . . . Skulde han da aldrig bli kvit den kombination? Ulsteren, manden med løvemasken, generalkonsulen, mordet . . . Der blev ringt paa balletten, en staldknegt hentet ulsteren, og piken forsvandt med de andre inde i den lysfyldte manege. Krag gik indom Teaterkafeen,
