bevægelser; ikke en eneste gang saa hun hen mot generallkonsulens loge. Hun var vel forberedt paa, hvem som sat der den aften.
Efter skoleryttersken fulgte de sedvanlige cirkusnummere, for det meste klovner, som tumlet sig i de sedvanlige og evig levende vittigheter. Saa kom nogen elefanter, som naar de reiste sig og gik paa to, lignet ældre frøkener, som løftet op for regnveir. Saa kom igjen klovner. Krag kjedet sig mere og mere. Saa kom et luftnummer, det var en ung gymnast i helt sort og med maske for ansigtet, som utførte nogen halsbrækkende akrobatiske øvelser høit oppe under cirkuskuplen. Paa plakaten kaldtes nummeret »Den sorte djæveh. Krag la merke til gymnastens øine, de skinte saa forunderlig, næsten feberglødende i den sorte maske. Hans øvelser var ogsaa livsfarlig vilde. Han høstet vældig bifald, huset rystet av trampen og haandklap. Men saa blev Krag træt av at strække nakken, og saa gik han.
Han tok veien gjennem ryttergangen for at komme hen til utgangen mot Tivolihaven. Bort ved staldene traf han den stedse smilende og livlige direktør, som han kjendte litt, og som han gav sig i snak med. Han spurte ham ut om personalet. Om den og om den. Om skoleryttersken. Hun var kommet for nogen dager siden, Zenita var bare et pseudonym, sa han, hun var i virkeligheten av fin tysk adelsfamilie. Men Krag kjendte disse reklamehistorier fra Cirkus og agtet ikke synderlig paa denne heller. Om hun var ugift. Ja. Hun levet meget ensomt. Hun hadde sin gamle tante med. Hun vilde inden et aar bli en meget berømt skolerytterske, direktøren hadde sin erfaring, han tok aldrig feil.
Mens de stod saadan og snakket, flokkedes en hel del unge piker omkring staldene. Det var balletten, som ventet
