— Og nu er jeg altsaa kommet for at spørge Dem: Er
der noget paafærde, kan jeg frygte noget nyt angrep fra
det forfærdelige menneske eller nogen av hans haandlangere.
Er han virkelig død, eller hvorledes hænger det sammen?
— De har intet mere at frygte, svarte Asbjørn Krag, Nicolay Bewer er død og hans haandlangere magtesløse. Al hans forfærdelige magt blir begravet med ham. V
— Jeg aander lettet, svarte hun; men kan De saa forklare mig, hvad den mystiske forbryder vilde i min mands arbeidsværelse inat.
— Det kan jeg slet ikke forklare Dem, svarte Krag alvorlig, for det ved jeg ikke endnu. Men siden ingen skade er sket, saa behøver De jo ikke at være bange.
— Det er jeg heller ikke længer nu, da jeg har talt med Dem.
Hun reiste sig.
— Og papirerne? spurte hun.
Asbjørn Krag pekte paa kaminen.
— Husker De, sa han.
Hun nikket.
Krag veiet papirerne.
— Slike papirer brænder godt, sa han.
Hun gav ham haanden.
— Og naar de er brændt, svarte hun, saa glemmer man dem, baade papirerne og det navn, som stod paa dem.
— Ja, sa Krag alvorlig, saa glemmer man baade det ene og det andet navn, frue — eller ogsaa husker man dem begge to.
Hun saa paa ham.
— De er en klok mand, sa hun, og De er en god mand. Hvor De maa være farlig, naar De vil. Han hjalp hende tøiet paa og fulgte hende ut i entreen;