det besynderligste. Nu kommer egentlig det, hvorfor jeg har søkt Dem.
Krag hævet igjen haanden advarende iveiret.
— Jeg vet, hvad der kommer, sa han, forbryderen hadde efterlatt sig noget.
— Ja, ja, nikket hun ivrig. O i det samme famlet hun frem nogen papirer.
— Et hemmelighetsfuldt tegn, maaske, spurte Krag, nogen gaatefulde kryds paa et stykke papir, en blodplettet
— Nei, nei, intet av dette. Nede ved vinduet fandt jeg knivdisse papirer. Det er aldeles tydelig, at forbryderen ikke har efterglemt dem med vilje. Han har mistet dem, i det samme han klatret ut av vinduet.
Fru Jeanette rakte ham papirene.
Neppe hadde Krag kastet et blik paa dem, før han reiste sig heftig.
Det var lille Gibsons falske veksler.
XXX.
Hvorfor knælte han.
Fru Jeanette saa, at Asbjørn Krag var blit sterkt bevæget ved at se disse papirer mellem sine fingre.
— Hvad er det, ropte hun, synlig forskrækket over, at en eller anden ulykke skulde være indtruffet.
Men Krag hadde i et øieblik ganske glemt hendes tilstedeværelse, saa optat var han blit av papirerne. Han talte dem, et, to, tre, fem, jo ganske rigtig, de var der alle fem. Han sa det ogsaa halvhøit.
— De er der alle fem, mumlet han.
— Hvad, saa kjender De jo papirerne.
