Fru Jeanette var ganske bevæget av sin egen beretning
og maatte tilkjæmpe sig fatning for at kunne fortsætte.
Asbjørn Krag hadde hørt paa hende uten at bevæge en mine;
men nu hævet han haanden iveiret, han vilde spørge.
— Saa De ingengang hans ansigt, fru Jeanette?
— Nei, slet ikke. Han var middels høi og klædt i en tynd frak og et mørkt jakkesæt; da maaneskinnet var temmelig sterkt, kunde jeg godt se det. Og da han utviklet en fænomenal behændighet, maatte han jo være temmelig ung; men hans ansigt saa jeg som sagt ikke.
— De ropte ikke om hjælp?
— Nei, jeg ropte ikke om hjælp, svarte hun langsomt, tænk, jeg syntes, han optraadte saa besynderlig. Jeg fik pludselig den tanke, at han ikke kunde være nogen virkelig forbryder. Og det viste sig ogsaa snart, at det var rigtig. Jeg gik ind i min mands arbeidsværelse, som var mørkt, og tændte det elektriske lys. Jeg saa straks vinduet, som var aapent, og det lukket jeg hurtig. Nu tænkte jeg ikke et øieblik paa at tilkalde pikerne; jeg vilde se, hvad han hadde stjaalet først. Skufferne i min mands skrivepult stod alle aapne. Det er en amerikansk skrivepult, som er saaledes indrettet, at alle skufferne aapnes samtidig, idet laaket trækkes op. Jeg visste, hvor min mand hadde pengene, naar han tilfældigvis av en eller anden grund opbevarte dem hjemme, nemlig i den midterste skuffe, like under laaket. Der undersøkte jeg først. Der laa pengene. Hører De, Krag, der laa alle pengene i en bunke; men der var rotet rundt omkring i hans papirer. Jeg gjennemsaa i en fart de andre skuffer, og saavidt jeg kunde se, manglet intet; men det later til, at forbryderen hadde søkt noget, et enkelt papir eller dokument; — saavidt jeg nu vet, har han slet ikke fundet, hvad han søkte. Men nu, Krag, nu kommer
