redde den, tænkte jeg, og med fare for at bli hørt av forbryderen og overfaldt, gaar jeg hen til et vindu og aapner det. Jeg skal netop skrike om hjælp utover den mennesketomme have og gate, da jeg ser, at forbryderen klatrer ned fra vinduet ned i haven. Som De husker, bor vi i en enebolig i to etager. Min mands arbeidsværelse ligger i anden etage, og det var herfra, han klatret ned. Jeg har aldrig set›noget saa vidunderlig, det var, likesom han gled stille nedover bare væggen som en mørk skygge; jeg blev ganske forstenet av forundring ved at se det, og istedetfor at rope høit, som jeg hadde isinde, blev jeg staaende taus og betragtet ham. Da han kom ned paa jorden, stod han en stund og betænkte sig, saa la han sig pludselig ned paa knæ. Ja, vil De tænke Dem til, han la sig ned paa knæ. Jeg trodde, at han vilde lete efter noget, som han hadde tapt, men nei, han saa ikke ned mot jorden, han saa op mot himlen og strakte begge sine hænder foldede fremover og opad. Han bad til den almægtige. Er det ikke forunderlig? Han laa der i haven og bad, efterat han hadde gjort indbrud i min mands værelse.
— Hvorlænge laa han slik? spurte Krag.
— Jeg vet ikke, jeg talte ikke sekunderne, jeg var altfor betat. Kanske han laa slik i et minut, kanske i to, det var ialfald ikke længe; men saa pludselig reiste han sig og ilte med lette skridt over den frosne havejord, kvasset knaste under hans føtter; da han kom hen til havegjerdet, kastet han sig raskt og behændig over det og forsvandt i gaten, som var ganske mennesketom. Jeg blev længe staaende der i vinduet og lyttet efter hans skridt, og jeg blev endog staaende der, efterat de var døet bort. Det var likesom jeg var halvt bevisstløs av rædsel og forundring, og jeg vaktes først til bevissthet igjen, da en iskold vind stødte mot mit bryst.
