XXVII.
Pels.
Efter danserindens besynderlige ord indtraadte lang taushet. De kom endog overraskende paa Asbjørn Krag; han blev sittende i flere minutter og stirret tankefuldt frem for sig.
— Forstaar jeg Dem ret, spurte han endelig. De siger, at den mand, som reiste sig henne ved bokreolen og vendte sig mot Dem, han hadde intet menneskeansigt?
— Det er rigtig, hvad jeg siger, svarte Fiorella, idet hun gyste, manden hadde intet menneskeansigt.
— Og dog var det et menneske? spurte Krag.
— Og dog var det et menneske. Hans skikkelse var en mands, hans klær var en mands, hans hænder var en mands. Men hans ansigt —
Fiorella fuldførte ikke sætningen; det var likesom hun manglet ord for at kunne beskrive det merkværdige syn.
— Saa De længe paa dette ansigt? spurte Krag.
— Ikke meget længe, svarte Fiorella, han kom meget langsomt gaaende mot mig og jeg veg forfærdet tilbake saadan som man viker tilside, naar man tror at se et spøkelse. Da han kom helt hen mot mig, virket han saa frygtelig paa Hvad der mere hændte kan jeg ikke huske; det første jeg saa, da jeg kom til bevissthet, var Deres ansigt. mig, at jeg faldt besvimet om.
Men jeg formoder, at han rolig har gaat forbi mig og har latt mig ligge der. Jeg kunde jo ikke være farlig for ham.
— Jeg kan ikke glemme dette ansigt De har set, sa Krag, kan De beskrive det.
— Det var et dyrs ansigt, svarte danserinden, en jaguars eller leopards. Haaret fra hodet faldt nedover halsen, øinene var store og vilde.
