— Øinene laa maaske dypt inde i hodet? spurte Krag.
— Nei, nei, svarte Fiorella, saa vilde jeg med engang ha forstaat, at det var en maske. Men ogsaa øinene var et dyrs, en stor kats eller en tigers. Jeg vet ikke; men jeg husker endnu deres glans, som skiftet i det grønne. Det var kanske det frygtelige blik i disse øine, som fik mig til at falde om.
Krag smilte, et merkelig fjernt smil, som røbet, at hans tanker var langt borte.
— Det er en merkelig fortælling den De der kommer med, mumlet han.
— De tror mig kanske ikke? spurte danserinden ængstelig.
Krag var taus en stund. Saa svarte han, halvt likegyldig, halvt aandsfraværende:
— Jo, naturligvis tror jeg Dem, — hvis De hadde fortalt mig en mindre fantastisk historie, saa kanske jeg hadde været i tvil, men nu tror jeg Dem. Kan De huske nogenlunde nøiagtig, hvordan dette menneske med dyreansigtet ellers saa ut?
— Haarene i ansigtet var rødlige, begyndte danserinden, mere husker jeg ikke —
— Og jeg interesserer mig slet ikke for, hvordan hans maske saa ut, svarte Krag, hvordan var ulsteren?
— Gulbrun og lang, den rak ham til anklerne. Da han vendte sig mot mig, saa jeg at den ikke var igjenknappet.
— Ah, sa la De vel merke til klærne indenfor?
— Det var sorte selskapsklær, forklarte danserinden, jeg husker, at jeg saa en diamantnaal i hans skjortebryst.
Manden kom altsaa fra selskap; det kan stemme, mumlet Krag.
— Kan det stemme? spurte lille Gibson overrasket, han
