— Nei, svarte hun med en gysen, jeg forstod, hvad jeg
gik til. Jeg hadde nøklen til hans leilighet og korn ind i
den ad baktrappen. Allerede da jeg var i kjøkkenet, hørte
jeg støi av stemmer derinde, og jeg listet mig derfor
forsigtig derind. Men i detsamme jeg gaar gjennem det første
værelse, hører jeg et skud, et dumpt og uhyggelig smeld
fra en revolver. Jeg stanser og maa gripe mig for brystet,
ti en forfærdelig tanke har faret gjennem mit hode: Om
det var Gibson, om det var Gibson, som var blit drevet til
fortvilelse. — Jeg blev staaende derinde i det mørke
værelse i to-tre minutter og gaar saa ind i det næste værelse,
som ogsaa er mørkt. Jeg ser straks min mand, som sitter
i stolen. —
— Forstaar De, at han er død?
— Ja, jeg forstaar, at han er død, for jeg ser de blodige pletter paa hans skjortebryst.
— Opdaget de ikke straks morderen?
— Ikke straks. Ikke før et minut eller saa er gaat. Jeg nærmer mig værelset med vaklende skridt, jeg kjender, at jeg er en besvimelse nær, og saa ser jeg et menneske, som reiser sig op henne ved et av skabene. Det er en mand. Han er klædt i en fotsid brun ulster, som naar ham næsten ende til anklene, han staar med ryggen vendt mot mig, saa jeg kan tydelig, ganske tydelig se, at han putter en revolver i lommen. Han maa ha hørt mine skrid, og det forunder mig, at han ikke vender sig om. Men saa vender han sig pludselig om og staar midt i lyset.
— Men saa fik De jo allikevel se dette menneskes ansigt.
— Det var ikke et menneskes ansigt, svarte Fiorella.
