de store, mørke pupiller — og pludselig trak danserinden sig helt op i den brede chaiselongue, helt hen til krogen.
— Vær ikke bange, sa Krag, jeg skal ikke gjøre Dem noget.
— Har jeg været syk? spurte danserinden, har jeg hat feber, har jeg drømt?
— Det er bare en besvimelse, sa Krag, drik dette glas vand, saa blir De hurtig bra igjen.
Danserinden førte de tørre, skjælvende læber til vandglasset. Hun drak begjærligt. Saa lænnet hun sig træt tilbake mot puterne lukket øinene igjen og hvisket:
— Jeg har hat en forfærdelig drøm.
— De har ikke drømt, frøken, sa Krag.
Danserinden reiste sig halvt op og stirret paa detektiven.
— Hvor er jeg? spurte hun.
Krag gik hen og slog døren, som skilte dem fra mordværelset, op paa vid gab. Danserinden kunde ikke derfra, hvor hun laa, se den døde; men hun kunde allikevel overskue en stor del av værelset, det brune gulvteppe, døren tilvenstre, tegningerne paa væggen og litt av stolen, hvori morderen hadde siddet. Og pludselig, da hun gjenkjendte det hele, skjulte hun ansigtet i sine hænder og utstødte et rop av rædsel.
— De er her endda, sa Krag, men hvorledes er De kommet ind i dette hus?
Hun svarte ikke, sad bare og vugget frem og tilbake med hænderne for ansigtet, som om hun vilde gjemme sig for et frygteligt syn.
— Ta Dem sammen, bad Krag, De maa svare mig, frøken, hvorledes er De kommet ind i dette hus?
Der blev en stunds stilhet, saa svarte hun med et spørsmaal:
