— Kom straks, avbrød Krag, saa skal De faa alle
oplysninger.
Asbjørn Krag var ikke officielt ansat ved politiet, og han pligtet derfor at gi øieblikkelig meddelelse om, hvad der var sket. Men alle Kristianias opdagere betragtet allikevel detektiven som en av sine egne og lystret hans mindste vink, som om han skulde ha været sikkerhetspolitiets chef.
Saasnart Asbjørn Krag forlot telefonen, traadte han igjen ind i den dødes værelse. Han stængte døren mellem dette værelse og entreen efter at ha forvisset sig om, at entredøren var forsvarlig lukket.
Saa fyldte han et glas med vand fra karaffelen, som stod henne ved vinduet, og gik ind i det næste værelse, hvor danserinden laa og stønnet paa chaiselonguen.
Han henvendte nogen ord til hende paa engelsk og hun svaret taaget; hun var endnu ikke kommet til bevissthet. Krag knælet ned ved hendes side. Han lyttet. Det var en underlig scene inde i det mørke værelse, som kun sparsomt oplystes av lyset fra den elektriske lampe i værelset ved siden av, hvor aagerkarlen sad død i sin stol. Det lykkes Krag at opfange enkelte ord av, hvad danserinden sa, — enkelte avbrudte ord, som dog allikevel kunde indeholde en mening for denne mand, som allerede nu kjendte saa meget til hemmeligheterne omkring dramaet.
Hun mumlet:
— Han . . han kan ikke mer . . . . Ikke det . . ikke det . . Saa blev der en pause og litt efter hørte Krag hende hviske med en angstdirrende stemme:
— Vær forsigtig . . tag Dem iagt . . han dræper Dem . . . Saa slog hun pludselig øinene op, i begyndelsen flakket blikket likesom hjemløst omkring, men endelig fæstet det sig paa Asbjørn Krags ansigt. Et uttryk av skræk glimtet i
