gjøre hans svar anderledes end de skulde ha været. Det svar, som avpresses ham, har han sikkert rent instinktmæssig, fordi han skjønte, at der var fare paafærde, git en svævende form. Det har kanske bare været en utflugt, en omgaaelse av det stillede spørsmaal avgit i hans eget sprog, som han nota bene mestrer i alle avskygninger, i alle de dobbeltbundede uttryk, som ofte gir den uttalte sætning en anden, en dypere, en tvedelt betydning. Men allerede i det øieblik svaret fæstner sig i translatørens hjerne og av denne hjerne omformes til et helt andet sprog har det passert et filter, er blit forenklet, tydeliggjort og sikkert tydeliggjort i den retning som vedkommende translatør ubevisst ønsker, at det skal gaar I polakkens disfavør. Iallefald er alle de nyanser, som kunde bety noget andet eller noget mere blit borte. Naar derefter translatøren skal gi sin opfatning av svaret en form, saa det kan opfattes av forhørets administrator, foregaar der atter en forenkling. Nu uttrykker translatøren sig paa sit sprog og svaret gis til fuldkommenhet den mening, som translatøren synes, at det har. Men endnu har ikke svaret faat sin endelige form. For nu kommer den juridiske forenkling, som svaret maa ha for at kunne protokolleres. Her spiller det ind, at forhørets administrator, uten at han derfor behøver at være eller tænke partisk, allikevel ubevisst i sin stræben efter at gi svaret et klart juridisk uttryk, yderligere forenkler det, det vil si tilspidser det henimot det resultat, som han har ønsket, at hans spørsmaal skulde faa. I knappe, juridisk uangripelige sætninger indføres saa
