svaret i protokollen. Og alene saadan som det staar her, har det betydning. Vi ser nu tydelig utviklingen: Truet av faren, skulende og mistænksom gav polakken fra sig et svar, som kanske var ingen ting, noget undfaldende, et slør av ubestemte ord og jargon, noget svævende og taaket. Men gjennem den ubøielige juridiske rotation har det efterhaanden faat form og ligger nu paa rettens bord som ubønhørlige kjendsgjerninger. Skjønt det er en paradoks, kan man for at tydeliggjøre det sammenligne utviklingen med den bekjende selskapslek, som gaar ut paa, at man sender et hurtig fremhvisket ord fra sidemand til sidemand. Ordet kan for eksempel være »kirkespir« – og komme ut i den andre rækken som »krigserklæring«.
Vi behøver altsaa ikke, fortsatte X, hefte os synderlig ved de forklaringer som polakken har indhyllet sin tilstaaelse i. I det øieblik man tviler paa selve tilstaaelsen er disse forklaringers værdi uvæsentlige. Det eneste vi altsaa maa befatte os med er selve tilstaaelsen og grunden til at denne er avgit. Vi kan da gaa over til den taktik, som selve den officielle retfærdighet i dette tilfælde har benyttet sig av: Vi fremdrar bare de omstændigheter, som støtter vor antagelse og siden vor antagelse er den, at polakkerne ikke har begaat mordet, maa vi altsaa søke at konstatere, hvilke grunde polakken har hat for at tilstaa en forbrydelse, som han ikke har begaat.
I virkeligheten ligger forklaringen snublende nær, sa detektiv X, idet han saa sig omkring.
– Hvad ser De efter, spurte kapteinen.
