med næsten lukkede Øine, stenrolig; han forekom mig i dette Øieblik modbydelig, jeg næsten hadet ham, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunde gjette en eneste af hans Tanker. Hvad tænkte han paa? hvad trodde han nu? Og saa talte han saa irriterende almindelig, næsten ligegyldig.
— Gjærnæs var alligevel ude og kjørte den Nat. Saa—aa —
— Ja, svarede Forvalteren, og ingen paa Gaarden uden jeg vidste om det. Saasnart Forstmesteren vel var gaaet, bad Gjærnæs mig om i al Stilhed at spænde Hesten for, da han vilde ud og kjøre. Dette var jo underligt, for hvad i Alverden skulde han kjøre efter saa sent paa Natten. Og saa maatte ingen anden vide om det. I al Stilhed fik jeg ledet Hestene hen til Bagsiden af Gaarden; der havde vi staaende en gammel Vogn, som jeg spændte for.
— Hvorfor benyttet De just denne Vogn?
— Jeg kunde ikke gaa i Vognremissen, for da havde jeg vækket op alle Folkene, og hvordan kunde det saa holdes hemmelig længer, at Husbond skulde ud og kjøre?
— Kjørte han alene?
— Ganske alene. Jeg tilbød mig at følge med, men da blev han ganske forskrækket. Er De gal, sa han. Jeg maatte love ham at gaa lige tilsengs og ikke bekymre mig om hans Tilbagekomst. Gjærnæs kjørte udover Sletten og jeg stod og saa efter ham til han blev borte i Mørket. Saa gik jeg og lagde mig.
