Forvalteren saa op.
— Det var vel ingen, kan jeg tænke?
— Nei… hverken Lensmanden eller Præsten.
— Eller Gjærnæs?
— Heller ikke Gjærnæs.
Der blev en lang Pause.
Detektiven spurgte:
— Hvad var det Gjærnæs sa til Dem, da vi kjørte bort fra Gaarden den Dagen?
— Det kan De vel tænke Dem, svarede Forvalteren. Han bad mig om at holde Mund, det samme som han har sagt nu hver Dag, siden Brevet kom.
— Hvad skulde De da holde Mund med?
Langt om længe fik Forvalteren fremstammet:
— Gjærnæs… var alligevel ude og kjørte Mordnatten.
Jeg havde ventet, at Asbjørn Krag skulde springe op efter dette afgjørende Udsagn. Men han blev siddende fuldstændig rolig, som om intet var hændt. Og hans Ro irriterte mig, jeg følte, at en forfærdelig Uhygge trak ind mod mig, jeg fik Lyst til at gaa udover Engene og svale mit hede Ansigt i Sommervinden, men jeg blev siddende ligesom lammet men med dirrende Nerver. Jeg havde ogsaa Lyst til at si noget, spørge, men jeg vovet ikke at aabne Munden af Frygt for min egen Stemme, jeg kunde kanske ikke faa Ordene frem, jeg havde en saar Tyngde i Halsen. Og der sad denne Mand, smilende,
