selig opstaaet voldsom Ærgrelse eller forbitrende Nedstemthed. Lad mig si, at De traf ham paa en øde Vei, at han hilste paa Dem og smilte sarkastisk, triumferende, som han vilde si: Der kan Du se, min Ven, nu har jeg Din kjære Søster i min Magt, hun er min, — hvor langt kommer Du nu med alt dit Had… Hvad saa? Da tror jeg nok, at De kunde klemme til ham, kanske uden Tanke paa at dræbe ham, bare mestret af en uovervindelig Trang til at slaa ham ned… Hvad tænker De paa? Liker De ikke denne Passiar?
Jeg tørret Sveden af min Pande. Jeg havde en Følelse af, at mine Læber begyndte at bli kolde.
— Jeg tænkte paa den Døde, stammet jeg, husker De hans Ansigt, det var netop saa ondskabsfuldt triumferende som De siger. Og saa tænker jeg paa min kjære Ven Gjærnæs forstyrrede Optræden, han var bleg og skjælvende, det saa ud som om han ikke havde sovet paa flere Døgn. Og saa Forvalteren. Nu er han altsaa kommet til Dem, hvad har han at fortælle?
— Det er hvad vi nu skal høre, svarede Detektiven.
Vi gik op paa hans Værelse. Da vi traadte ind reiste Forvalteren sig og hilste forlegent. Han var i Søndagspuds, men der var ellers ingen Forandring at mærke ved ham; den samme Nedtrykthed i hans Væsen, det samme usikre, flakkende Blik.
