— De kjender min Ven, sa Detektiven, han
hjælper mig i mine Undersøgelser; han vil ogsaa
gjerne høre, hvad De har at fortælle.
— Ja —
Forvalteren sa bare ja med et uhyre Alvor; han vidste ikke rigtig, hvorledes han skulde begynde, var stille og forsagt.
— Jeg har nok noget at fortælle, fortsatte han om lidt, men det er saa vanskeligt for mig at vide, hvorledes jeg skal komme frem med det. Kunde De ikke spørge?
— De vil muligens snakke om Mordet?
— Nei, Mordet kjender jeg ikke noget til. Han saa sky til Siden. Jeg kjender ikke noget til det. Og jeg vil ikke fortælle om andet end hvad jeg selv har seet.
— Om andet vil vi heller ikke høre, svarede Detektiven.
Forvalteren nikket over mod mig.
— Husker De den Aften, da jeg ikke vilde slippe Dem ind?
— Ja, svarede jeg, det forekom mig, at De var lidt brutal ved den Leilighed.
— Brutal ja, men jeg var nødt til at være det. Den Aften var det, at det begyndte.
— Hvad begyndte?
— Alt det hemmelighedsfulde Opstyr borte paa Gaarden. Det er sørgeligt, at dette skulde komme nu, da vi har levet fredeligt i saa mange Aar. Jeg kan gjerne fortælle Dem, at jeg holder
