Asbjørn Krag svarede ikke noget til dette.
Derimod fik han med en Gang en paafaldende
Interesse for Værelsets Udstyr. Det var
temmelig lavloftet, som i de fleste gamle Herregaarde,
Møblerne var gamle, Stolene betrukket med lyst,
stribet Klæde.
— Jeg har en særlig Glæde ved at gaa gjennem gamle Gaarde, bemærket Detektiven, idet han reiste sig; maa jeg ikke faa se de andre Stuer, Hr. Gjærnæs.
— Jo, med Fornøielse, men De kommer lidt ubeleiligt nu, svarede Gjærnæs, vi staar midt op i Sommerarbeidet, og har ikke Tid til at ha det hyggeligt.
— Gjør intet.
Detektiven saa ud gjennem Vinduet. Han nikket tilfreds. Derude paa Tunet stod Forvalteren og holdt i Hestens Tøiler, skjønt det slet ikke var nødvendig; Forvalteren smaasnakket med Hesten, som virret med Ørene og rystet Fluerne væk. Jeg fik den bestemte Tro, at Forvalteren stod og ventet paa Detektivens Tilbagekomst.
Gjærnæs fulgte os nu omkring i de gamle Stuer og Asbjørn Krag besaa alt med Interesse, spurgte og grov om dette eller hint, vilde ha rede paa, hvor gamle Møblerne var og hvem Familieportrætterne forestillede. Over Gjærnæs Skrivebord hang en Bromidforstørrelse efter et Fotografi. Det forestillede en gammel Mand med Bukkeskjæg, smaa skarpe Øine og en kroget Næse.
