var meget lykkelig. Thi han elsket min Søster høit og hun lovet at gifte sig med ham.
Jeg afventet ikke, hvorledes Detektiven vilde lede Samtalen videre, men skjød ind:
— Før han forlod Dem talte han kanske om, at han havde Fiender?
— Det forekom mig, at han nævnte noget saadant.
Asbjørn Krag saa paa mig granskende fra Siden og lod mig fortsætte med mine Spørgsmaal.
— Nævnte han Navne?
— Nei, det gjorde han ikke. Han var saa glad og fornøiet, at Tanken paa hans Fiender kun ganske forbigaaende formørket hans Sindstilstand. Jeg husker, at han udbrød lige før han gik:
— Aa, hvor mine Misundere vil bli mange. Aa, hvor jeg vil faa enkelte forfærdelige Fiender.
— Gav De Deres Samtykke til Forbindelsen? spurgte Krag.
— Ja, selvfølgelig, svarede Gjærnæs.
— Hvorfor selvfølgelig?
— Fordi hun selv vilde. Det kunde aldrig falde mig ind at sætte mig imod hendes Vilje.
— Saa vil jeg spørge Dem mere direkte, fortsatte Asbjørn Krag, likte De Forbindelsen?
— Nei, svarede Gjærnæs alvorlig.
— Hvorfor ikke?
— Naturligvis fordi jeg ikke likte Forst-
