neske saa forsagt, saa dybt ulykkelig som Gjærnæs. Der skulde meget mindre til for at indgi en Fremmed den bestemte Mistanke, at Gaardens Folk, baade Eieren og Forvalteren, vidste mere om Forbrydelsen end vi andre. Asbjørn Krag ser paa ham og studser. Gjærnæs driver først frem og tilbage paa Gulvet foran Detektiven; han forsøger at beherske sig, han tilkjæmper sig en vis Ro og blir staaende ganske urørlig fremme paa Gulvet, han blir staaende saa stille, at det ikke engang dirrer i hans Fingertupper eller plirer i hans Øienlaag. Jeg kjender denne Tilstand, da selve den overvældende Nervøsitet gjør en rolig, medens alle ens Nerver brænder som glødende Fibre
— Forstmester Blinde gik herfra Klokken elleve Nat til igaar, begyndte Detektiven, han er seet ved Hotellet Klokken ni. Man har altsaa Grund til at tro, at han har opholdt sig hos Dem i halvanden Times Tid; er det rigtig?
— Ja, det er rigtig.
— Hvad var Hensigten med hans Besøg?
— Han kom i et vigtig Anliggende.
— Meget vigtig?
— Ja, han anholdt om min Søsters Haand.
Ovenpaa dette Svar fulgte en trykkende Stilhed, som varede i mange Sekunder.
Saa spurgte Asbjørn Krag igjen:
— Var Blinde lykkelig, da han gik herfra, eller var han ulykkelig?
— Jeg formoder, svarede Gjærnæs, at han
