sidste Gang i levende Live Klokken halv elleve. Jeg saa ham selv.
— Ja er det ikke underligt, er det ikke underligt... mumler Manden, De hørte den ogsaa? tillægger han spørgende.
— Hvad?
— Jernvognen. Vi stod jo og lyttet begge to. Jernvognen rullet langt borte.
En mærkelig Følelse begynder at dirre mit Bryst.
— Kom De fra Sletten? spør jeg Manden.
— Ja, svarer han, jeg gik forbi Sandgraverhytten Klokken elleve.
— Hørte De noget?
— Jeg hørte ikke noget andet end Jernvognen.
— Intet Skrik?
— Nei.
— Vent, siger jeg, jeg kommer straks tilbage.
Jeg henter min Hat og min uundværlige Spadserstok med Elfenbenskuglen.
Jeg gaar ud paa Veien og vinker Manden hen til mig.
— Følg med, siger jeg, fortæl hvad De ved om Jernvognen. Er det ikke et gammelt Sagn?
— Et gammelt Sagn, mumler Manden uden at forstaa. Han ryster paa Hovedet igjen. Lad os sætte os etsteds, tilføier han, det er saa vanskeligt at snakke gaaende. De gaar desuden saa hurtig og jeg er træt. Jeg har været paa Arbeide hele Dagen.
