begge Verandadørene op. Der findes ikke en levende Sjæl paa Verandaen. Bare tomme Kurvstole og et Bord. Og paa Bordet staar etpar Seltersflasker og nogle tømte Glas. Jeg blir et Øieblik ganske forbløffet, men saa hører jeg atter mit Navn bli raabt og nu ser jeg nedenfor Verandaen en gul Straahat. Jeg gaar nogle Skridt fremover, Straahatten forsvinder og et graahaaret Hoved kommer tilsyne inde i Løvhænget. Det er Fiskeren fra igaaraftes, som staar og hilser paa mig.
Jeg læner mig udover Balustraden og siger med en overstrømmende uforklarlig Godslighed:
— Nei, er det Dem. Det var hyggeligt at se Dem igjen. Vi talte sammen igaaraftes, ikke sandt?
— Jeg har været paa Arbeide i hele Dag, svarer Manden, ellers var jeg kommet for længe siden.
— Hvad vil De mig?
Manden pliret op til mig med sine hvide Hornøine.
— Ja, er det ikke underligt, det som er hændt, siger han.
— Mener De Mordet?
— Ja. Jeg har hørt, at han skal være slaaet ihjel igaaraftes.
— Det er vistnok rigtig.
— Ved Ellevetiden?
— Det kan ikke saa nøiagtig siges. Han er seet
