være. Men af deres tilfældige Snak og Miner kunde man forstaa, at de havde sine egne Tanker. De talte om Vidden. Det er noget rart ved den Vidden. Der er foregaaet mange Ting paa den Vidden. Og den gamle Gaard havde tydeligvis ogsaa sine Hemmeligheder, som Folkene kjendte, men nødig vilde snakke om.
Det blev en vakker og stille Kvæld. Vi sad ude paa Verandaen og fortsatte Samtalen om det uundgaaelige Emne frem og tilbage, frem og tilbage, Damerne mere og mere gysende eftersom Dagslyset graanet. Vi havde stadig Følelsen af noget utroligt, noget uhændeligt, fordi Modsætningen var saa stærk: Derude i Sletten laa den mørke Uhygge og ruget og her sad vi nogle Feriegjæster sammen i den blide, fredelige Aften; vi lyttet efter Aareslag fra Sjøen og Fodtrin fra Veiene, det surret omkring os af spinkelt Fuglekvidder og Cigarrøgen gik ret op i Luften og var vidunderlig lyseblaa. Da Myggen blev for brydsom flyttet vi ind i Salonen, Damerne var søvnige, men vilde nødig gaa til ro; de var bange for at bli alene.
Pludselig hører jeg, at der er en som raaber mit Navn, Raabet kommer ude fra Verandaen, en Stemme som jeg ikke mindes at ha hørt før.
— Et Menneske raaber paa Dem, siger Medicineren.
— Ja, jeg hører det selv.
Jeg reiser mig hurtig, gaar hen og slaar 3 — Riverton: Jernvognen.
