Han peger paa en Fjeldknat inde i det
nærmeste Engstykke, den ligger som en blank Skalle
i det frodige Græs. Vi gaar over Engen, den er
blit fugtig af Kvældsduggen.
— Det er blit sent, siger jeg, idet vi sætter os. Jeg kjender de Indfødtes Sendrægtighed, jeg vil ha Manden til at skynde sig.
— Ja, svarer Manden, paa samme Tid igaar var det vel allerede skeet.
— Hvor hørte De Jernvognen først?
— Da jeg var kommet ind i Skogen. Jeg kjender Lyden godt; den er ikke til at ta feil af. Jeg har hørt Jernvognen tidligere, skal jeg si Dem.
— Naar?
— Det er fire Aar siden. Det var samme Nat gamle Gjærnæs kom afdage.
— Blev han ogsaa dræbt?
— Nei, han druknet. Man fandt hans Hat og Stok ilanddrevet nede ved den store Sandstranden og nogle Dage efter fandt vi hans Snekke. Den laa hvælvet og dasket mod Stenene.
— Men Liget?
— Det fandtes aldrig.
— Hvor gammel var Manden?
— Over femti Aar. Ingen kunde forstaa, hvordan den gamle Mand kunde falde paa at ro tilsjøs i en liden, aaben Snekke.
— Det var et underligt Paafund.
— Ja, meget underlig. Vi talte jo lidt om
