mig, at Detektiven tiltalte mig… Endelig har De da røbet Dem, sa han, jeg maatte sætte et nyt Kup i Scene… Og De som troede, at De skulde faa Livet af mig… Jeg har fulgt Dem hele Aftenen… Deres Manøvre med Fisketuren… Det var for at bevise Deres Alibi, hvis nogen skulde finde mit lemlæstede Legeme… Men istedet, kjære Ven, gik De lige lukt ind i min Beregning… Jeg vilde jo ha dette Mordforsøg… Det er netop derfor jeg stadig har talt om dette farlige Sted… Og det klaffet, det klaffet pent til, kjære Ven, akkurat som Laasen i disse Haandjern…
Jeg hørte Detektivens Stemme fjernere og fjernere, til den forsvandt i Mørket. Og saa slog den kvælende Stilhed sammen over min Bevidsthed.
— — —
Det er med en underlig Følelse jeg sidder her i Cellen og gjennemblader disse Papirer. De første Pagina er skrevet med en ilter, ujevn Haandskrift. Bogstaverne staar paa Skjæve og mange Ord er ganske ulæselige. Men lidt efterhvert blir Skriften roligere, ligesom jeg selv er blit det i den Tid, jeg har holdt paa med denne Fremstilling.
I Virkeligheden har jeg nu en vidunderlig Følelse af Ro og Sikkerhed; jeg er i Fængsel, jeg har ikke længer nogen Vilje og ingen Bekymringer.
Nu er det blit Høst, det er koldt om Morgenen, før Varmeapparaterne faar dunket
