— Jovist har De saa. Og nu vil jeg raade
Dem til at bekjende —
— Aldrig.
Detektiven gik frem foran mig. Han stod nu mellem mig og Afgrunden. Han udfordret Skjæbnen.
— Vi staar her Ansigt til Ansigt nu, sa han, vil De virkelig negte fremdeles?
— Jeg negter ikke, raabte jeg vildt, men der findes intet Bevis og De skal heller aldrig faa et Bevis.
— Morder! sa han.
Og nu var Tiden inde. Nu vilde jeg handle, saaledes som jeg havde planlagt den hele Aften.
Jeg styrtet ind paa ham og omklamret ham med mine senestærke Arme.
Et Øiebliks tindrende Glæde strømmet gjennem mig.
Jeg følte mine Kræfter svulme, i næste Sekund vilde jeg ha kastet ham ned i Afgrunden. Ham, den eneste, som vidste det.
Men netop i den afgjørende Stund følte jeg mig selv grebet af mange Arme. Jeg hørte en Lyd af Metal som klang og pludselig laa mine Hænder bag min Ryg i en Skruestikke.
Nu gled der ligesom en Taage for min Bevidsthed. Jeg opfanget glimtvis Skjæret af en Blændlygte. Og i Lysskjæret saa jeg to nye Skikkelser: De sorte Soldater, Cyklisterne… Jeg hørte Asbjørn Krag takke dem for rask Gjerning og uddele Ordrer… Senere forekom det
