Hede gjennem Etagerne. Mine Drømme og mit Fantasiliv er stærkt optat af Forestillinger om Høsten. Jeg synes at jeg ser Verden udenfor… Trær, der spriker med bladløse Grene som sorte, brændte Fingre. Himlen er hverken graa eller blaa, den har ingen Farve og speiler ikke Jorden, men den ligger lavt udover Landene og der staar en sur Kjølighed fra den som fra noget ondt og stygt. Frosten har allerede aandet paa Malmen i Kirkeklokkerne, jeg kan høre det, Klangen er falmet.
Jeg kan sidde i flere Timer og stirre ret frem for mig. Jeg har en Følelse af, at jeg fjerner mig mere og mere fra Menneskene og seiler ud mod Uendeligheden, mod en anden Tilværelse. Kanske er det Visheden om de mange forestaaende Fængselsaar, som gjør, at jeg ofte tænker paa Evigheden. Jeg har en Fornemmelse af, at Evigheden er noget med Lys, et vidunderligt og fremmed Lys, som skinner langt ude paa et øde og vældigt Hav.
Jeg er blit glad i Cellen. Den er min Kahyt. I den skal jeg fare ud paa en stor Reise. Jeg har kastet los fra Menneskene, endnu summer Støien og Stemmerne min Bevidsthed som Tidevandets sagte Skyllen mod Stranden, men jeg hører det fjernere og fjernere og snart skal jeg reise, omgit af Stilhed og Taushed, ind i de mange Aar.
