roet langs det lave Land til Venstre for at naa ud til Fiskepladsen. Men jeg roede til Høire ind mod steile Bjergvæggen og jeg følte, hvordan jeg forsvandt i en stor Skyggegrube. Nu vilde jeg ikke for alt i Verden møde nogen. Jeg vidste, at Fiskere ofte fór denne Vei, og jeg trak paa Aarerne for hurtig og useet at naa mit Bestemmelsessted. Jeg spændte i af al Magt, jeg kjendte, hvordan det skalv gjennem Aarerne, idet Bladene dirrende vippet Sjøen unda.
Endelig gled min Baad ind mod nogle sorte Stolper, jeg maatte skaate voldsomt, for at den ikke skulde støde med Kraft mod Bryggen; men jeg fik et Dunk gjennem den, saa det skreg i Naglerne. Jeg sad en Stund og lyttet, jeg opfanget ingen Lyd, der fandtes vist ikke et Menneske i Nærheden.
Saa fortøiet jeg Baaden ved Siden af nogle andre Farkoster, som laa omkring i Mørket, stille og skyggeagtig. Mit komme havde sat Sjøen lidt i Bevægelse, Skyggerne duvet og det klukket skørt og svagt inde mellem Stolperne. Jeg steg op paa Bryggen og fæstet Fanglinen saaledes, at jeg i et Øieblik kunde faa den af igjen.
Jeg saa mig om. Derhenne mod den askegraa Himmel stod Trærnes mægtige og kulsorte Silhouet. I denne vidunderlige Skygge skulde jeg træffe Mennesket og faa vide Morderens Navn.
Nu maatte Klokken være halv elleve snart, om en Time, kanske allerede om en halv Time
