skulde alt være skeet. Jeg følte ikke den allerringeste Spænding eller Uro, men jeg blev drevet fremover af en voldsom Viljetrang. Intet i Verden kunde nu stanse mig. Jeg husker, at jeg med inderlig Glæde konstaterte, hvordan jeg i de Øieblikke handlede uden Overilelse, hvordan jeg var paa Vagt mod Overraskelser, hvordan mine Sanser stod vidaabne, dirrende og veiret mod Støi og Synsfornemmelser. Min Hjerne var kold og klar.
Jeg gik fremover Bryggen, Fjælene knirket svagt under mine Trin. Det ærgret mig og jeg søgte at gaa lydløst. Jeg naaet det faste Land og kom ind paa en Græsplæn. Her stod jeg igjen en Stund og lyttet. Ingen Lyd.
Hvor var nu Veien? Jeg maatte fremforalt ikke møde Mennesker. Jeg søgte at orientere mig. Derhenne skimtet jeg et lidet Hus, der steg frem som en graa Tavle i Mørket, overfor det laa en stor knudret Masse, det maatte være et større Hus omgit af Frugttrær, tilhøire for mig laa et Badehus, som jeg vidste om. Det var lavet af en gammel Kahyt; man havde simpelthen løftet Kahytten op fra Dækket og lagt den ned paa Vandfladen, hvor den blev holdt flydende ved Hjælp af Tomtønder. Straks jeg gjenkjendte Kahytten, stod det ogsaa klart for mig, hvad jeg havde at gjøre. Jeg havde badet ombord i den flere Gange, jeg vidste, at man fra Kahytten langs en liden Sti kunde komme hen til de stadig
