saa megen Larm jeg formaaede. Jeg saa, at Lyset i et af Landhandlerens Vinduer pludselig forstærkedes og saa en Stund efter atter blev svagt. Jeg vidste, hvad det betød. Landhandleren havde aabnet Vinduet for at høre efter, hvem som rumsterte med Baadene. Han forstod, at det var mig og lukket Vinduet igjen.
Alt gik saaledes fortræffeligt. Nu var Klokken et Kvarter over 10 og Landhandleren havde hørt, at jeg la ud fra Bryggen.
Det eneste, som generede mig nu, var Stillen. Jeg havde helst villet ha Vind og Bølgeslag, som kunde ha dæmpet Støien af Roningen. Men til Gjengjæld hjalp Mørket mig. Jeg var ikke kommet mange Favne fra Land, saa kunde jeg ikke se Husene længer. De forsvandt i det tætte Mørke. Omkring i Mørket blinket nogle gule Lyspunkter, Gjenspeilingen fløt lange Strimer udover Sjøen. Jeg roede i de sorteste Skygger. Sjøen var nemlig delt paa en forunderlig Maade i sort og graat. I lange Strækninger laa den besynderlige lysgraa Tone over Vandfladen. Jeg forstod ikke, hvor Lyset kom fra, men jeg vogtet mig vel for at ro ind i disse Flekker af oksyderet Sølv, for jeg vidste at baade jeg og Farkosten da vilde ha staaet rammende tydeligt i en kulsort Silhouet.
Jeg nærmet mig Havgabet, jeg følte i Nakken Gufset fra de vældige Vidder. Baaden krøb opover Ryggen af lange Dønninger. Nu skulde jeg ha
