Ovenpaa Bordet, nærmest Vinduet stod et
ovalt Toiletspeil i forsølvet Ramme. Omkring
dette Speil laa strøet en hel Del smaa Gjenstande,
deriblandt nogle Sminketuber. Det gav et Sæt i
mig, da jeg fik se disse Ting.
Men jeg saa ogsaa noget andet.
Ved Siden af Speilet i en udskaaret Asketræs Ramme stod et Fotografi.
Det var et Fotografi af den dræbte Forstmester Blinde. Det var et ypperligt Fotografi og maatte være tat lige før han døde.
Jeg tog Billedet i Haanden og stirret længe paa det. Et lidet Vift af den samme Følelse, som havde grebet mig ved at se Ansigtet bag den grønne Glasrude, følte jeg nu. Men det varet bare et Sekund og saa var jeg lige rolig igjen. Jeg forstod, at Asbjørn Krag med Hensigt havde ladet Døren staa aaben. Han vilde, at jeg skulde gaa herind i Værelset og se hvad der laa paa Bordet.
Men det overrasket mig ikke saa stærkt, som han kanske havde beregnet. Synet af Fotografiet, af Speilet og af Gjenstandene omkring, bragte ikke mine Nerver til at slides igjen, som Synet af det grusomme Ansigt bag Ruden. Men nu vidste jeg iallefald, at alt var sikkert, jeg havde faaet en uigjendrivelig Vished for, at alt hvad jeg hidtil bare havde troet, var sikkert.
Jeg stod og grundet paa hvad jeg nu skulde foreta mig. Jeg vidste, at Asbjørn Krag i dette Øieblik ventet paa mig i det kulsorte Mørke
